HVEM ER MAN UDEN DE SOCIALE MEDIER?!

HEJ! Og velkommen til min blog! Se dette indlæg som en form for introduktion til hvad du kan forvente af denne blog. Men, sådan som det er kotume med blogindlæg, så må du først enten læse dig igennem en hel masse, synes jeg selv, ret relevant information. Det er vel egentlig mest en slags snak. Ja måske en form for indrømmelse. Og SÅ kommer jeg til hvad jeg vil bruge denne her blog til. Men altså, fortsæt endelig: (eller scroll videre. Whatever works, I ved nok)

Bare lige nogle lys. Det ene er faktisk et kalenderlys, som jeg ikke fik brændt ned i december. Oh well...

Dem af jer der kender mig ved det; jeg har i årevis været én af de (jeg fristes til at være lidt fræk og skrive få) klassiske sangere herhjemme i andedammen, der i meget høj grad benyttede mig af sociale medier til at reklamere for mit virke. I så høj grad at jeg efterhånden havde fået skabt en beskeden, men dog loyal og trofast følgerskare. Og ikke nok med det: Jeg var også nået til et sted, hvor jeg blev tilbudt samarbejder forskellige sider fra, fordi de forskellige samarbejdspartnere var interesserede i at nå ud til mit publikum. De kunne se en mening med det. 

Men altså, lad os lige være ærlige: Min indre kritiker ville jo sige at min følgerskare bestemt ikke var (argh det føles underligt forkert at skrive det i datid!) noget at prale af. Omkring 2800 på Instagram, små 890 følgere på Facebook og omkring 2500 Facebook-venner (med sikkert flere gengangere og overlap af folk der følger med alle tre steder)… Og dog alligevel har det været så enormt fantastisk at have det lille ‘community’ omkring klassisk musik, om moderskabet som freelance musiker, om arbejdsforhold, om fjollede musik-memes og meget mere. Jeg. Savner. Sammenholdet. 

Jeg følte måske også nogle gange at jeg rent faktisk var med til at facilitere det, sammenholdet altså. Viderebringe når folk delte ting i min indbakke de kunne genkende. Måske være medvirkende til at andre ikke sad og følte sig alene med deres frustrationer om diverse aspekter i denne, nogle gange i hvert fald, lidt kaotiske levevej. 

Siden ca 2007 har jeg nok været lidt en ‘first-mover’ på de sociale medier, og når resten af den klassiske musikbranche sad og mumlede “hvad i alverden skal vi dog med sociale medier” havde jeg allerede delt tre opslag om hvilke koncerter jeg skal synge i fremtiden. 

Efterhånden som de gængse medier er holdt op med at skrive om klassisk musik, er branchen begyndt at komme mere på banen på de sociale medier (nogle har været gode til at være der fra begyndelsen), og især de seneste fire-fem år (hej corona!) er det som om at branchen pludselig kunne se en mening med at lægge kræfter i at poste på især Facebook men også Instagram. Og nogle sågar på (gys!) TikTok! 

Og… Jeg følte virkelig at jeg kunne bruge mit ‘community’ til noget. Og her mener jeg ikke kommercielt. Det har aldrig været vigtigt for mig. For mig har det egentlig de seneste måske ti år, handlet mest om at være én på sociale medier jeg aldrig selv kunne finde: En klassisk sanger, der fortæller hvordan det rent faktisk er, at være operasanger. At det ikke altid er vilde optrædender på fede venues og fancy kjoler og flotte omklædningsrum og blomsterbuketter… Men at vi bare også er helt almindelige mennesker med børn, der skal følges i børnehave og skole, og husleje der skal betales, og liv, der skal hænge sammen med et skema, der på ingen måder følger det skema vi har indrettet vores samfund efter. Den formidling elsker jeg. 

Et af mine insta"glam" fotos. Sandheden bag dette billede er, at der fløj fluer rundt overalt, og at vi knap nåede at blive færdige med koncerten før den øs-regnede væk. Ak ja. Sommer i Danmark.

Men min tid på de sociale medier er forbi. Eller i hvert fald, sådan som det har været, er forbi. Der er nødt til at ske en ændring på min måde at være til stede på sociale medier. Siden slutningen af januar i år (2025) har jeg opdaget to, for mig, ret væsentlige ting: Den mest åbenlyse er naturligvis at jeg ikke længere vil medvirke til vores allesammens telefon-afhængighed. Både pga. det der sker i verden pt., men også fordi jeg i længere tid har tænkt over at trappe ned for mit eget skærmforbrug. Hvilket leder mig til den næste virkelig vigtige ting jeg har opdaget og er blevet konfronteret noget så kraftigt med: Min egen skærm-afhængighed. Min egen trang til dopamin-fikset, der blot var et par tommel-swipes væk. Min trang til at sidde i timevis og scrolle mit liv væk. 

Jeg troede egentlig jeg bare gerne ville væk fra Metas platforme, og så kunne jeg bare køre videre med min tilstedeværelse online fra et andet medie. Men sådan er det overhovedet ikke gået. Jeg har forsøgt mig lidt med Bluesky og Flashes, men selv her sidder jeg jo bare og scroller. Det er gået op for mig hvor rart det er bare helt at lade være. Simpelthen ikke logge ind. Det har været, og er fortsat, helt enormt befriende. Og jeg føler ærligt jeg har fået mit liv og mit overskud tilbage. Og nu skal jeg jo ikke sidde og spille selvophøjet og hellig… For jeg HAR været på Facebook og Instagram. Jeg arbejder også fortsat professionelt med de to medier. Men jeg er gået fra at tilbringe måske to timer i gennemsnit hver dag på instagram til (i skrivende stund) 6 minutter. Bølgerne gik højt i lørdags, da jeg tilbragte hele 23 minutter på app’en. Min tommelfinger er holdt op med bare automatisk at åbne app’en og scrolle. Og jeg har fået mere overskud til at være nærværende med mine børn, rent faktisk ikke komme bagefter med vasketøjet og bare sådan generelt være gladere. Jeg sover også bedre om natten! Men der skulle måske ikke så meget til med mine ellers fire-fem timers søvn i gennemsnit… 

HAR DU BARE SCROLLET SANSELØST FRA TOPPEN FOR AT FINDE UD AF HVAD JEG VIL MED MIN BLOG? SÅ STOP HER! (Men altså, du er totalt gået glip af hele min identitetskrise, jegsigerdetbare…)

Min idé her post-SoMe er således denne: at begynde at samle alle mine relevante indlæg omkring diverse aspekter af hvordan jeg føler det er, at være klassisk sanger og mor og menneske, i en form for blog-kartotek på min hjemmeside. På den måde, vil informationen være tilgængelig. Måske der sidder en yngre sanger derude, der kan bruge min viden og erfaring til noget. Måske bare til ikke at føle sig alene.

Random foto af chokolade og kaffe, for hvem elsker ikke chokolade og kaffe! Og hvor skal jeg ellers smide min insta-æstetik hen nu??

Men der findes et spørgsmål, som jeg ikke de sidste par måneder har kunne finde svaret på: Hvor skal jeg nu finde mit ‘community’? Hvor skal jeg mødes med mine åndsfæller? Skal jeg være blogger nu? ER jeg blogger nu!? Skal jeg skrive på instagram og Facebook når jeg har skrevet et nyt blogindlæg?! Fordi, hvem skal ellers læse dem? Og ærligt: Kommer jeg bare til at stå og råbe ud i intetheden?? 

Nå… Det er vel alt sammen noget jeg finder ud af hen ad vejen. Rom blev ikke bygget på en dag. Således tager det nok også noget tid at hive mig selv helt ud af de sociale medie-kløer. 

Hvis du stadig læser med, skal du bare vide hvor enormt taknemmelig jeg er for det. Det er bestemt ikke noget jeg tager for givet. Og ironisk nok, burde jeg jo bede dig om at dele dette blogindlæg på de sociale medier… Please gør det?? Eller ikke?! Argh jeg ved det ikke. Men uanset hvad håber jeg din dag bliver skøn. Og at du også får mere overskud og mindre seneskedehindebetændelse i dit tommelfingerled.  <3