HVORDAN SYNGER MAN VIOLETTA? OG SÅ PÅ DANSK??

Lørdag den 15. november var der Musikalsk Optakt til den sidste omgang “La Traviata” med Den Jyske Opera 26.-29. November. Her præsenterede vi lidt musik fra forestillingen, og så blev jeg interviewet af konferencier og operaformidler Leif V.S. Baltzersen. 

Leif var så sød at sende mig spørgsmålene på forhånd, og for at forberede mig bedst muligt besvarede jeg dem skriftligt. Så her kommer mit interview om hvordan det har været, og hvordan er ER, at arbejde med Violetta. 

Hvad er det vigtigste for dig ved Violetta-figuren?

Det vigtigste for mig er egentlig det følelsesmæssige og det kropslige. At videreformidle hendes rejse. Selvfølgelig er det også vigtigt at kunne tonerne og løse den vanskelige tekniske opgave, der ligger i det musikalske, men det er som om, at når jeg lykkes med det andet, altså det kropslige, så bliver de tekniske udfordringer lettere. På den måde er partiet sindssygt godt skrevet.

Når du skal indstudere en stor hovedrolle som Violetta, hvad begynder du så med? Er det musikken eller skuespillet eller begge dele på én gang?

Der er mange elementer i det. Traviata var den opera jeg først blev introduceret til. Det var den der så at sige startede drømmen for mig. Én ting er selvfølgelig musikken, som lige så stille har indprentet sig hos mig siden jeg blev introduceret for den som 8-9 årig, noget andet er det tekniske krævende i rollen. Især første akt er enormt teknisk krævende at synge. Første gang jeg sang rollen og for alvor dykkede ned i musikken var for ni år siden og der begyndte jeg med det mest teknisk krævende - nemlig slutscenen i 1. akt. Og når dén ligesom sidder i kroppen, er det lettere at fokusere og forholde sig til de andre ting. For mig er Violetta en enormt kropslig rolle, fordi hun har denne her sygdom i kroppen som skal udvikle sig operaen igennem. Det er noget jeg hele tiden har i baghovedet. Lige inden jeg går på scenen forestiller jeg mig hvor smerten sidder i kroppen. Er det i leddene, er det i lungerne, er det hovedpine, sådan nogle ting. Og hvordan kan jeg holde det skjult for publikum i starten for gradvist at lade facaden krakelere. For mig skal hun nærmest gå i opløsning til sidst. Og det er en rejse man kropsligt også lige skal disponere. 

Lytter du til andre sangerinders fortolkninger?

ORK ja! Min første Violetta kærlighed var Licia Albanese, fordi min far sværger til alt hvad dirigenten Toscanini har lavet, og hun synger på den indspilning. Men jeg er også kæmpe fan af sangere som udødelige Maria Callas. Og så lytter jeg også til stemmer, der i al beskedenhed minder lidt mere om min, som for eksempel Ileana Cotrubas og min seneste inspiration er Lisette Oropesas indspilning. Og så bliver jeg også helt vildt inspireret af min Violetta-kollega Sofie Lund’s fortolkning. <3

Violetta gennemgår et langt livsforløb i løbet af forestillingen. Hvordan forbereder du dig på dette umiddelbart før forestillingen? Går du bare lige på, eller bruger du tid til at indstille dig på forløbet?

Som sagt er det for mig en enormt kropslig ting. Lige inden ouverturen står jeg et bestemt sted på scenen gemt i kulissen og samler mig og søger tankerne indad i kroppen. 

Hvad sker der undervejs? Er du udelukkende tilstede i det aktuelle moment i handlingen, eller tænker du løbende på, hvor du skal videre hen eller ligefrem hen mod slutmålet?

Jo mere jeg har fået arbejdet det teknisk udfordrende ved rollen ind i kroppen, desto mere fri kan jeg være til bare at være til stede i nuet. Det er ret vildt hvis man kan opnå en følelse af at det er umuligt at gøre noget forkert, fordi man bare ER sin karakter lige i dét moment og reagerer som hende. 

I nogle forestillinger synger du sammen med din mand, Anders Kampmann. Hvordan er det at stå på samme scene og spille skuespil med hinanden?

Det er virkelig specielt. I starten havde vi ikke haft så meget tid med hinanden i prøvelokalet, så den første gennemspilning vi havde var der forskellige praktiske ting der var lidt udfordrende, fordi vores andre kollegaer fx. har andre kropsbygninger og sidder og står på en anden måde, så vi skulle lige finde hinanden, selvom det måske lyder underligt at sige når man nu har kendt hinanden i næsten ti år. Men, selvom jeg ikke nyder at dø fra Anders til sidst, og selvom jeg bestræber mig på at behandle min scenepartner som den rolle vedkommende spiller, så ER det da specielt at stå overfor sin mand. At påstå andet ville være løgn. 

Tager I noget af forestillingen med hjem og drøfter situationerne over middagsbordet? Øver I noget af scenegangen sammen derhjemme?

NEJ! Når vi er hjemme har vi fri! Ej vi har drøftet nogle få praktiske ting, men ellers prøver jeg at lade arbejdet blive på arbejde. 

La Traviata har jo været spillet i august og siden som turnéforestilling. Hvad er forskellen for dig ved de første opførelser og så nu langt senere?

Forskellen tror jeg for mig er mest dét med at jeg synes rollen sidder langt bedre i kroppen nu. Faren ved at kunne en forestilling så godt er at man bliver for vant til den. Så jeg bestræber mig på altid at reagere som om det er første gang noget sker. Så man ikke anticiperer en situation, men først reagerer på den når den sker. Og det spændende med live-teater er jo også at nogle gange bliver timingen forskubbet et millisekund, eller folk står en lille smule anderledes eller der er en ny person på scenen, eller der sker et eller andet uventet, og så skal man være klar til at reagere. Det er jo på den måde en ny forestilling hver aften. 

Hvordan foregik selve indstuderingsarbejdet til den aktuelle opsætning? Kom du også med forslag til, hvordan situationer kunne fortolkes og udføres, eller fulgte du udelukkende instruktørens anvisninger og ideer? Er der noget i den aktuelle opsætning, som du først har måttet vænne dig til? 

Jeg bestræber mig på at fortolke instruktørens idé, men jeg kommer som regel med en masse spørgsmål og indvendinger, hvis der er noget jeg enten ikke kan se mig selv i, eller hvis der er noget jeg lige skal have uddybet. Jeg er nødt til selv at se en mening med det jeg laver før jeg kan lave det. Ellers fungerer det som regel ikke, og så må vi lave det om til det gør. Ofte vil der være detaljer, mindre ting, nogle gange usagte ting, som for mig som karakter giver mening, men som måske ikke når over scenekanten til publikum. Men det er alt sammen med til at give dybde til karakteren. Personligt er jeg nødt til at have den fulde historie og udviklingskurve. 

Du skal på scenen lave nogle omklædninger, der for mange nok ville være grænseoverskridende at lave i fuld offentlighed. Er det vanskeligt?

Tja… I starten tænkte jeg utroligt meget over det. Jeg har haft nogle usikkerheder med min krop efter to børnefødsler. Jeg har for eksempel taget en del kilo på, som ikke bare er røget af igen. Og nu er min børn seks og syv, så jeg regner med de kilo bliver hængende! Men den krop jeg har nu er lige så værdig til at stå på scenen som den krop jeg havde for syv år siden før mine børn blev født - også temmelig afklædt, som jeg er på visse tidspunkter i forestillingen. Og det ville jeg også gerne bevise. Især overfor mig selv.

Rent praktisk var det også nogle skift der skulle øves. Og de går lynhurtigt! 

Så blev du forhåbentlig lidt klogere på hvilken opgave man kan stå med som operasanger, og hvordan man kan løse den. Tak fordi du læste med!